Kender I det, at man ind i mellem kan tvivle på, om man tager de rigtige beslutninger for sine børn?
Den sidste tid har jeg været en smule skeptisk i forhold til, om det var klogt at lade vores lille dreng starte i vuggestue - i stedet for at blive i de rolige og trygge rammer hos sin dagplejemor. Jeg har tænkt, om det var for groft et skift for ham? Om det var klogt? Når vi nu kunne se, hvor svært det reelt var for ham?
På grund af jobskifte og nye arbejdstider, blev vores trummerum herhjemme vendt op og ned. Det det blev pludselig svært at nå og hente Alfred indenfor dagplejens åbningstider. Vi skrev ham op i børneinstutionen, hvor Ida går i børnehave og var ret heldige, at der allerede var en plads til ham 1 . marts. Vores logistikproblemer blev løst.
Det gav god mening det hele. Alfred og Ida kunne have hinanden sidst på eftermiddagen, når de nu var nogle af de sidste, der blev hentet.
Jeg har altid haft det sådan, at mine unger ikke skulle være blandt de sidste i institutionen - og allerhelst hentes inden kl. 15.
I ved - pædagogen og hendes unger?!
Jeg blev klogere.
Jeg er godt klar over, at det er fåtallet af forældre, der kan hentes i tide. Altså forældre der i hverdagen har rum til at hente tidligt, bage knækbrød og lave klar suppe for bunden.
Men jeg havde en forblindelse om, at sådan kunne det godt være med et 30 timers job. Pludselig skulle jeg forholde mig til 37 timer og tanker om, hvordan mine unger nu skulle klare dagene.
Henrik og jeg har fuldtidsarbejde og lange dage. Ungerne er dog alligevel ret godt stillet. De har hinanden og rundt regnet er det sjældent, at de er afsted til senere end kl. 16. Altså - hvad er egentlig problemet?
Alligevel - for at komme til essencen af mit indhold - så har det været en svær start for Alfred. På grund af fravær med skoldkopper og påskeferie, har hans start i vuggestuen været sporadisk og indkøringen er stort set først afsluttet nu.
Alfred har været ked af det, utryg og spurgt efter Ida, når hun var på sin egen stue. Han har haft brug for at finde trygheden ved alt det usikre.
Hans reaktion - især puttestunder har været svære og fyldt med gråd - vi tolker det som en reaktion på alt det uvante og det han ikke kan finde sig selv i (endnu). Jep - det er pædagogen der skriver!
Nu er vi midt i april og først i går kunne jeg løsne knuden i min mave. Vi kunne sige farvel uden tårer. Alfred er på rette vej og har nogle dejlige dage i vuggestuen. Vi er glade.
Men hold op hvor har det været en barsk omgang. Jeg har været mindst ligeså ked af det som Alfred. Ked af, at opstarten har været så svær for ham. Det lille følsomme menneske har virkelig slugt nogle kameler med det skift.
Jeg er sikker på, at I godt kan genkende de følelser, der opstår, når man pludselig indser, at man muligvis har taget en forkert (men nødvendig) beslutning. Den fornemmelse af, at vælge skævt for ens eget hjælpeløse barn. Det har været hæsligt!
Alfred er glad og har herlige dage i vuggestuen. Han sover trygt i vores seng. Hans reaktion gjorde det umuligt at putte ham i egen seng. Det eneste sted han fandt ro, var i ske med mor eller far. Alt andet var ligegyldigt - alt på nær trygheden!
Når det er tryghed, man har brug for - så kan man også have den!
Billederne: Alfred smager rødbede for første gang. Snuser til den, får rød næse. Smager på den og erkender, at det ikke lige er ham.
